Supervision for medarbejdere
Supervision gør det muligt for fagprofessionelle at blive klogere på deres egen praksis. Når vi arbejder med mennesker, bliver vi aldrig færdige med at udvikle os – fordi vi i høj grad bruger os selv i arbejdet. Vi indgår til stadighed i relationer, som påvirker os, og vi forandrer os over tid både personligt og professionelt og får nye perspektiver på de opgaver, muligheder og udfordringer, som arbejdet indebærer. Supervision kan sætte både den personlige-professionelle udvikling, samarbejdet og opgaverne i et nyt perspektiv – og anvise nye handlemuligheder.
Hvad kan vi arbejde med?
Supervision giver dig mulighed for at blive klogere på de vigtige spørgsmål og udfordringer fra jobbet. Det kan f.eks. dreje sig om
- Faglige udfordringer og dilemmaer
- Borgerkontakt
- Håndtering af etiske dilemmaer og følelsesmæssige krav
- Samarbejdet og kommunikationen om arbejdsopgaverne
- Trivsel
- Implementering af faglige metoder og tilgange
Metode
Vi arbejder med forskellige typer dialog, refleksion og feedback, som kan inspirere dig til løsninger på aktuelle spørgsmål, og give ny generel indsigt for alle deltagere. En supervisor hjælper læring på vej ved at fremme faglig dialog individuelt eller i gruppen.
Vi arbejder med basis i systemiske, narrative og løsningsfokuserede tilgange. Endvidere inddrager vi mentaliseringsbaserede, kognitive og eksistentialistiske teorier og metoder. Læs mere om vores teoretiske og metodiske grundlag her.
Kontakt os
Du er velkommen til at kontakte os med henblik på yderligere oplysninger eller et uforpligtende møde. Kontakt her.
FAQ
Hvor stor kan gruppen være?
Vi anbefaler grupper op til 9 personer.
Hvor foregår supervisionen?
For det meste foregår supervisionen hos vores kunder, da det er tidskrævende hvis alle skal transportere sig til supervision. Vi kan dog også tilbyde, at det foregår hos os i Ole Suhrs Gade 13, København K eller efter aftale på adresser i Jylland og på Fyn.
Hvor lang er en session?
En supervisions session hos os varer 2,5 – 3 timer. Formiddag eller eftermiddag.
Er det bedst at holde det med min faggruppe, eller kan man også have supervision tværfagligt?
Der er ikke noget entydigt svar på dette. Vi anbefaler normalt, at supervisionsgrupperne sammensættes indenfor det daglige arbejdsfællesskab, som i nogle tilfælde er ”monofagligt”, og i andre tværfagligt. Supervision i arbejdsfællesskabet styrker samarbejdet og et godt læringsmiljø i hverdagen.
Hvem bestemmer, hvad vi skal tale om?
Dagens emner aftales i fællesskab. Enten ved at prioritere emnerne i starten af hver session, eller ved at en koordinator forhører sig blandt deltagerne i ugen op til supervisionen, og på det grundlag prioriterer 2 – 3 emner.
Hvad laver man i supervisionsgruppen, hvis man ikke har en sag på?
Supervisionen organiseres så alle deltagere har aktive roller. Hvis du ikke har en sag på, vil du typisk indgå i ”reflekterende team” eller en ”outsider witness group”, hvor du, sammen med resten af gruppen stiller dine tanker, ideer og erfaringer til rådighed for fokuspersonen. Yderligere vil det for det meste være lærerigt for alle at deltage, idet der i forlængelse af den enkelte sag vil være en drøftelse i gruppen om sagens mere almene karakter.
Hvordan undgår man at udstille sig overfor kollegerne?
Du bestemmer selv hvor meget du vil åbne dig. Supervision er jo ikke terapi. Det handler om dine arbejdsopgaver og de udfordringer, du oplever. Nogle gange drejer det sig om, hvordan du bliver påvirket af opgaven, og der kan selvfølgelig komme ting på spil, som drejer sig om personlige værdier, etik og følelser. Vi kan ikke komme uden om, at dette spiller ind, når vi arbejder med menneskers udvikling, velfærd og trivsel. Supervisor er opmærksom på, at åbenheden i gruppen er afstemt med den tillid der er. Supervisor vil løbende arbejde på at øge den gensidige tillid i gruppen.
Har du flere spørgsmål til os om, hvad supervision er, hvordan det foregår, hvad vi kan tilbyde eller hvad det koster, er du velkommen til at kontakte os her.