De gode professionelle lærer af deres svage sider!
For at være god til at arbejde med mennesker, må man erkende sine svage sider og arbejde målrettet på at forbedre dem!
Sådan lyder konklusionen på en undersøgelse, som den internationalt anerkendte psykolog og forsker Scott Miller refererede til på et spændende og intensivt, ugelangt kursus for danske psykologer, som jeg fornylig deltog i. Scott Miller – som i Danmark især er kendt for sit arbejde med Feedback Informed Treatment (FIT) – formidlede sammen med sin danske kollega Susanne Bargmann principperne for evidensbaseret praksis, som har til formål at udvikle kvalitet og effekt i bl.a. psykoterapi.
Det var i denne forbindelse, at Miller kom ind på undersøgelsen, hvis konklusion ikke behøver kun at angå psykoterapi, men bredere set alle former for arbejde med mennesker, hvor interventioner (påvirkninger) er et væsentligt aspekt.
I undersøgelsen var de amerikanske psykologer interesserede i at finde frem til, hvad de gode terapeuter gjorde, som adskilte dem fra de middelgode og dårlige. For at afgøre, hvem der var de gode, påviste man først effekten af deres behandlingsarbejde. Og derefter undersøgte man, hvad der gjorde dem så gode!
Det viste sig, at de gode terapeuter gjorde meget mere ud af det, Scott Miller kalder deliberate practise. Hvad betyder det? Det kan oversættes til bevidst, målrettet praksis, hvor den professionelle arbejder på at træne helt specifikke kompetencer – evner og færdigheder – i helt konkrete opgaver. Den professionelle arbejder på og med ”the edge” – helt ude på kanten af sine færdigheder, dér hvor de ikke slår til. Det afgørende synes at være, at den professionelle både er motiveret for at identificere sine svagere punkter – og at gøre noget effektivt ved dem!
Jeg synes, det er en meget interessant konklusion, som de amerikanske forskere når frem til. Der er flere sider af dette stykke forskning, jeg har lyst til at trække frem:
- Det er altså helt konkrete kompetencer, der skal arbejdes med.
- Den professionelle har lyst til og mod på at identificere dét, der går mindre godt, og har også lyst til at finde ud af, hvad der kan gøres, for at forbedre kvaliteten af arbejdet.
- Den professionelle har mod på at måle sig selv løbende – og dermed gøre sig i stand til at udvikle sig selv (selvudviklingskompetence).
- Professionel læring involverer læring om ”kritiske situationer” – altså dér, hvor den enkelte oplever ikke helt at slå til.
- Den professionelle er villig til at gå i dialog med sig selv og andre om forbedrings- og udviklingspunkter.
At træne og at lære af sine knap så gode sider involverer tillidsfulde, ærlige og læringsfokuserede samtaler og refleksioner. Feedback fra klienter eller andre, man arbejder med, er også meget væsentligt.
Faktisk brugte topterapeuterne i undersøgelsen 14 gange så meget tid som de dårligste terapeuter på at arbejde med deres egen deliberate practise. Det var altså ikke blot det, topterapeuterne gjorde i selve deres samtaler med klienterne, der var afgørende for kvaliteten – men i højere grad det, de foretog sig imellem samtalerne!
Som Scott Miller sagde om såkaldte top achivers – de bedst præsterende uanset fag og arbejdsområde: De kan se flere muligheder, end der umiddelbart synes at være. They know more, they see more, they do more.
Tankevækkende og et input, der gør indtryk på mig. Vi må altid se på, hvor vi konkret kan blive bedre, når vi arbejder med mennesker – og lægge forfængeligheden på hylden. Den kan vi ikke bruge til så meget; derimod kan vi lære af de situationer, vi møder, og undersøge dem for deres læringspotentiale. For mig minder det en del om Donald Schøn’s gode begreb om ”den reflektive praktiker”.
Skønt at blive klogere!
Jakob Hassing Pedersen
Udviklingsdirektør, cand.psych.aut.