Livslang læring del 2 – ”at lære at lære” og supervisors rolle
Supervision er en struktureret og rammesat aktivitet. Og supervision er samtidig en uforudsigelig og improviseret proces, der sker i nuet, lige her på dette sted og på dette tidspunkt, imens vi taler sammen. Supervisionens dialogpraksis kan undertiden opleves som så væsentlig og erkendelsesrig af de involverede, at man måske kunne driste sig til at tale om en slags supervisionens æstetik. Dér hvor det vigtige, det gode, det indsigtsgivende og det bevægende sker i tiden og rummet og griber deltagerne, og som gør, at vi bagefter ikke er helt de samme mennesker, som da vi gik ind til mødet. Ligesom når vi forlader en storslået teaterforestilling, en koncert eller en performance, der betog os på helt særlig vis.
Jeg vil hævde, at alle der er tilstede kan mærke, når en proces af denne kvalitet opstår. Selv om vi kan sætte os for, at vi hver gang vil skabe den gode supervision sammen, er det først undervejs og måske især bagefter, vi kan afgøre, at lige netop denne supervision betød noget særligt for nogle af os eller for os alle.
Min erfaring siger mig, at det især er, når der er noget på spil for én eller flere personer, at der virkelig kommer bevægelse i supervisionen – en tvivl, et behov eller en fornemmelse af noget, der kan blive bedre eller mere ønskværdigt.
En væsentlig evne som supervisor er at stimulere og inspirere andre til at lære. Der findes mange gode læringsteorier. En af de bedste – og mest enkle – teorier, jeg kender, er chileneren Humberto Maturana’s. Hans beskrivelse af læringsprocessen kan i kort form skitseres således: Først blive mødt med anerkendelse (eller kærlighed, som han så poetisk siger det) – så dén passende forstyrrelse, som kan opstå med dialogen, at tale og lytte – og derefter en tid alene, hvor personen får mulighed for at integrere det nye. Maturana peger klogt og klart på, at læring har både følelsesmæssige, intellektuelle og sociale dimensioner.
Når man gør sig gode erfaringer med at lære noget nyt, er det sandsynligt, at man over tid får lyst til at lære noget mere. Eller sagt på en anden måde: Udover at blive fortrolig med sig selv i situationer, hvor man ikke altid kender svarene på forhånd, kan man også få muligheden for at lære noget om, hvad det i det hele taget vil sige ”at lære at lære”. Den gode supervisor stimulerer og støtter på elegant og konstruktiv vis andre til at se, hvordan selve dét at tilegne sig et læringsfokuseret blik på verden kan blive en del af et mere generelt, professionelt handleberedskab. At man udover at lære noget om den konkrete sag eller problemstilling også kan lære noget om sig selv – om hvordan man i det hele taget forholder sig i verden.
I det systemiske sprog kaldes det at bruge sin nysgerrighed, når man forholder sig åbent og modtageligt – og ikke lægger det nye, man møder, ned i allerede definerede kasser og velkendte kategorier. I de humanistiske og eksistentielle strømninger fremhæves ”genuin” eller ”ægte” læring: Læring man kan huske, fordi den er dybt værdifuld for én – fordi den på helt særlig vis knytter sig til oplevelsen af, hvem man er og de intentioner, man møder verden med.
Sådanne erfaringer skaber ”overskridende” muligheder – man begynder at se verden på nye måder. Evnen til at se sig selv og sine opgaver på nye måder er vigtig i en tid, hvor arbejdslivet løbende forandrer sig. Jeg vil mene, at en række kompetencer kan komme til at gå op i den berømte højere enhed, når man fokuserer på, hvad læring kan skabe og muliggøre. Vi kunne kalde dem refleksionskompetencen, der handler om evnen til at forholde sig kognitivt smidigt til verden omkring én, den dialogiske kompetence, der vedrører dét at skabe konstruktive sociale samspil, og meningskompetencen, hvor den personlige mening, der knytter sig til arbejdet, rodfæster sig.
Supervision kan understøtte sådanne kompetencer og kaste lys på dem. I supervision kan vi undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, de sættes i spil. Og vi skaber i den proces dermed gode vækstmuligheder for hinanden – fagligt som personligt.
Jakob Hassing Pedersen
Udviklingsdirektør, cand. psych. aut.