Mentalisering og supervision
Mentalisering handler om ”at have sind på sinde” – at kunne se sig selv udefra og andre indefra, som det somme tider noget sloganagtigt defineres. Mentalisering udtrykker en tilstand og en evne til at kunne indgå i positive relationer til andre; man er i stand til at se sin relation til den anden fra et andet perspektiv end sit eget. Det er med andre ord en helt central psykologisk kompetence, som er forudsætning for bl.a. samarbejde og kommunikation.
Mentaliseringsbegrebet har et udviklingspsykologisk afsæt: Omsorg og tryg tilknytning i barndommen øger mentaliseringsevnen – og anvendelse af den også som voksen. Modsat er der risiko for en lavere grad af mentaliseringsevne, hvis man ikke har fået omsorg og tryghed i opvæksten. Det er dog potentielt altid muligt at udvikle sin mentaliseringsevne, da vi alle har (om end forskellige) ”windows of opportunities”, hvor vinduet billedligt talt står på klem for positive påvirkningsmuligheder.
Det er i høj grad den ungarsk-britiske psykolog Peter Fonagy og hans forskerkolleger, som står bag de sidste 10-20 års landvindinger på dette område. Begrebet om spejlneuroner kan anvendes i denne sammenhæng, da vores måde at se hinanden (affektiv afstemning) i høj grad er med til at udvikle vores basale oplevelser af, hvordan vi indgår i samspil med andre.
Mentalisering er ”i familie” med neuroaffektiv udviklingspsykologi, low arousal og begrebet om robusthed. Det er en sammentænkning af udviklingspsykologi, tilknytningsteori, hjerneforskning og relationel psykologi. Udtrykket om at ”vi er i hinandens hjerner” skal illustrere pointen om, at måden vi interagerer og bliver mødt på har betydning for, hvordan vores hjerner udvikles. Diskussionen om, hvorvidt man bør have mest fokus på kognitionens (tænkningens) betydning eller de sociale relationers betydning er altså ikke et enten-eller – men et både-og.
Helt generelt er man i den mentaliseringsbaserede tilgang optaget af at fremme mentale tilstande, der øger hjernens kapacitet til nuanceret, reflekteret tænkning – og omvendt at modvirke (og at blive klogere på) tilstande, der er forbundet med stress, ubehag, impulsprægede handlinger og en usammenhængende opfattelse af sig selv og andre.
Set under ét har denne tilgang fået stigende betydning for pædagogik, omsorg, terapi og andre velfærdsopgaver, der angår både børn og voksne med særlige behov. Det er også en tilgang med spændende og relevante perspektiver på samarbejdet mellem fagprofessionelle samt på ledelses- og organisationsudvikling.
Supervisionshuset tilbyder temasupervision og undervisning (kompetenceudvikling) med afsæt i mentaliseringsbaserede forståelser af sociale samspil med særligt fokus på det brugerrettede arbejde og samarbejdet omkring brugerne. I mentaliseringsbaserede forståelser kigger man i høj grad på sig selv; hvordan man gennem sin egen praksis kan bidrage til mere konstruktive samspil, bl.a. ved at være opmærksom på, hvilke mentale tilstande og følelser der er tilstede hos den anden og i interaktionen som helhed. Og der kan arbejdes med, hvordan vi gennem samspillet kan lære noget væsentligt om os selv og relationen.
Set på denne måde mener vi, at mentalisering supplerer en systemisk-narrativ tilgang, som gør det muligt at arbejde fokuseret og meningsfuldt med bl.a. følelser og refleksion, perspektivskift og selvfortællinger – hvor enkelte dele af en oplevelse eller af en kontekst kan føje sig ind i stadigt større meningsfulde helheder og sammenhænge.
Jakob Hassing Pedersen