Historien om supervision
Det begyndte med Freud
Da Sigmund Freud i starten af 1900-tallet etablerede psykoanalysen som en psykologisk teori og behandlingsmetode, holdt han jævnligt i sit hjem i Wien møder med sine psykoanalytisk skolede elever og kolleger om den fremadskridende behandling af patienter.
Denne drøftelse – hvor Freud altid fik det sidste ord – er formentlig historiens første form for faglig supervision, også selv om kredsen af psykoanalytikere ikke selv anvendte ordet supervision om det, de foretog sig.
Supervision udspringer historisk set af de fag, som sigter mod at drage omsorg for eller tilbyde behandling af mennesker med psykiske, sociale, sundhedsmæssige eller andre vanskeligheder vedrørende livskvalitet og velfærd.
Supervision er på en måde også historien om velfærdssamfundets udvikling.
Supervision afspejler både samfundskulturelle og faglige/professionelle udviklingstendenser, normer og opfattelser af, hvad kvalitet i omsorgs-, udviklings- og behandlingsorienteret arbejde drejer sig om.
FØRSTE BØLGE – Arbejdet med mennesker er noget særligt
Fra at være en aktivitet rettet mod klinisk behandlingsarbejde som psykoterapi, blev supervision fra 1960’erne en mulighed for og ofte også et krav til professionelle om at tilegne sig ny praksisviden inden for deres arbejdsområde.
Og dermed også viden om sig selv.
Tanken er, at man i arbejdet med andre bruger sig selv og sin personlighed på måder, som ofte er anderledes end i andre former for arbejde.
Arbejdet med med mennesker ses dermed som noget særligt. Det kan udvikles via dialog med en supervisor på grund af arbejdets særlige karakter – det uforudsigelige, komplekse og følelsesinvolverende.
Hvis man skal have den professionelles egen forståelse af sig selv med, må man tage udgangspunkt i dialogen og møde den professionelle dér, hvor han eller hun er, og sætte den pågældendes professionelle udvikling i sammenhæng med de faglige forventninger og krav, der stilles til jobbet.
Den psykoanalytiske eller psykodynamiske tilgang får i denne første supervisionsbølge en særlig teoretisk og metodisk placering, fordi man antager, at supervisionen i høj grad må have fokus på ubevidste følelser og forestillinger i relationen mellem den professionelle og patienten eller klienten.
Som en side af denne opfattelse af, hvad supervision bør gå ud på, opstår tanken om supervisionen som et ”frirum”, hvor den professionelle frit kan udtrykke følelser og tanker, for derved at få katarsis – dvs. blive renset for ”forurenende” og tyngende frustrationer etc. i arbejdet.
Supervisionen breder sig senere til en række andre fagområder. Sygeplejersker og socialrådgivere udvikler særlige fagspecifikke forståelser og læringsmodeller for, hvad ”god supervision” går ud på. Supervision ses her som en socialisering til fagets praktiske udfordringer, og supervisor har en udtalt ekspert- og mesterlære-position.
Begrebet mentor er ofte blevet anvendt i denne sammenhæng.
ANDEN BØLGE – Grupper og reflekterende processer
I løbet af 1970’erne kommer supervision i højere grad til at handle om, at de professionelle ikke kun skal opnå erkendelse af egne personlige/faglige udfordringer, men ved at være handlingsorienteret sigter supervisionen mod at skabe integration af handling og refleksion.
I denne anden bølge bliver supervision stadig oftere noget, man modtager sammen med andre i grupper. Supervisionsmetoderne er inspireret af bl.a. gruppepsykologi, ligesom man anvender bl.a. videooptagelser og envejsspejl, så supervisor kan observere, hvordan supervisanden arbejder med sin klient.
Dette sker ofte inden for en monofaglig forståelse, hvor supervisor arbejder med supervisandens og gruppens faglige antagelser og normer forstået ret snævert i forhold til den givne opgave.
Man interesserer sig mindre for, hvordan andre fag ser på udfordringerne, eller hvordan opgaven indgår i en organisatorisk sammenhæng.
Gruppesupervision udvikles op gennem 1980’erne med især den norske psykiater Tom Andersens model for det reflekterende team, hvor supervisor ikke længere hævder sit faglige monopol på sandheden. I stedet kommer ligeværdige, gensidigt stimulerende og reflekterende processer i centrum. Det er her, tværfagligheden også for alvor vinder indpas i supervision, med fokus på, hvordan forskellige, sammenbragte fagligheder kan sættes i spil til gavn for et helhedssyn. Den overordnede interesse for tænkning og kognitive processer afspejles også i kognitivt funderet supervision, som omkring dette tidspunkt vinder frem i især behandlingssammenhæng.
TREDJE BØLGE – Tværfaglighed og multi-vers
Og det fører os over i supervisionens tredje bølge i 1990’erne, hvor supervisionen nu angår alle faggrupper, og hvor normen om ”livslang læring” får stor samfundsmæssig betydning. Organisatorisk begynder man at arbejde med, hvordan bureaukratiske tendenser kan modvirkes gennem etablering af fleksible, tværfaglige teams, som arbejder med klienten – eller som det nu hedder: Brugeren – i centrum.
Supervisionen kommer bl.a. til at handle om organisationskultur og i det hele taget om den kontekst, arbejdet udføres indenfor. For at teamet kan arbejde effektivt og hensigtsmæssigt, skal de professionelle roller afstemmes og afklares, og de forskellige faglige perspektiver på en sag eller en opgave skal belyses og drøftes i et såkaldt multi-vers. Den systemiske og socialkonstruktionistiske tilgang til supervision får medvind i sejlene i denne sammenhæng som en delvis videreudvikling af Tom Andersens reflekterende team, men nu med et større fokus på fællesskabets mentale konstruktioner. ”Sproget skaber virkeligheden” og ”det vi giver opmærksomhed, bliver vores fælles virkelighed”, bliver mantraer i dette perspektiv.
Fra omkring årtusindskiftet vender supervisionens fokus mod ”det hele menneske på jobbet”. Den fagprofessionelle skal stimuleres og inspireres, hvilket giver de narrative og eksistentielle tilgange vind i sejlene. Det er supervisors opgave at møde supervisanden, dér hvor vedkommende er fagligt og personligt.
FJERDE BØLGE – Evidens og helhedsperspektiv
Fra omkring år 2010 er supervisionen kommet ind i en fjerde bølge, hvor supervisionen af faglige, organisatoriske og økonomiske grunde kobles tæt sammen med organisationens mål og resultater. Ligesom organisationen af sine omgivelser forventes at levere effektivitet, gøres også supervisionen til genstand for en forventning om at bidrage til effektivitet.
En lang række ydelser og metoder i socialt og sundhedsfagligt arbejde skal nu kunne måles og gøres evidens-baserede, dvs. at effekten af en given indsats skal kunne undersøges og dokumenteres. Supervisionen får som sit ypperste formål at levere kvalitet i det brugerrettede arbejde og at skabe forbindelse mellem (tvær)faglige tilgange og arbejdsformer og den overordnede helhed, som organisationen og dens forventede mål og resultater indgår i.
Supervision er nu et læringsrum for praktisk professionel udvikling – med et skærpet fokus på den professionelles egen læring om måden at varetage en opgave på, både hvad faglighed, ressourceudnyttelse, kvalitet og målbarhed angår. Dette fokus afspejler organisationens eget fokus på dens kerneopgave og kerneydelse og på, hvad best practise består i inden for de givne rammer.
Gruppen eller teamet er stadig vigtigt – især fordi det ofte er gennem arbejdsfællesskabet, de professionelle og organisatoriske mål, strategier og værdier omsættes til praksis. Supervisionsmetodisk arbejdes der i stadig større grad mod en pragmatisk og meningsskabende integrering af eksisterende metoder, som skal modsvare de mål og behov, der aktuelt arbejdes med i både organisation og i supervisionsgruppe. Da supervisionen afspejler samfundets stigende forventning om evidens, er der et skarpt blik for sammenhængen mellem mål, indsats og effekt. Supervisor skal have et helhedsperspektiv, som inkluderer den omgivende organisation.