Hvordan kan supervision bruges i beskæftigelsesindsatser – hvad peger den nyeste forskning på?
Ny viden om bes
kæftigelsesindsatser – kan supervision gøre en forskel?
Her i Supervisionshuset hilser vi den nyeste forskningsbaserede viden om hvad der virker i beskæftigelsesindsatser velkommen. Denne viden stammer fra Væksthusets Forskningscenter, der har offentliggjort resultater fra Beskæftigelsesindikator Projektet.
Det er spændende læsning, som både peger på borgerindikatorer, dvs. ressourcer som borgeren kan have eller have opbygget i beskæftigelsesindsatsen og som fører til jobåbninger, og så peger projektet på sagsbehandlerindikatorer, altså vigtige medarbejderkompetencer.
Væksthusets Forskningscenter har med deltagelse af 10 jyske jobcentre undersøgt, hvilke faktorer, der har en dokumenteret sammenhæng med jobskabelse. Med andre ord, hvad skaber reelt større sandsynlighed for at komme i job, når du er kontanthjælpsmodtager og såkaldt ”aktivitetsparat”? Cirka 2/3 af alle kontanthjælpsmodtagere befinder sig i denne aktivitetsparate målgruppe, som er kendetegnet ved borgere med problemer ud over ledighed, f.eks. misbrug, handicap eller psykiatriske problemer.
Gruppen koster ca. 2,5 mia. kr. årligt i aktiv indsats. Derudover kommer udgifterne til forsørgelse fra det offentlige; i alt 63 pct. af de aktivitetsparate har været offentligt forsørget i mindst 80 pct. af tiden de seneste 5 år. Problemet er, at der mangler dokumentation for effekten af indsatserne.
Projektet er nået frem til i alt 11 faktorer, heriblandt
- jobsøgningsadfærd
- støtte fra netværk
- samarbejdsevner
- hverdagsmestring
- helbred
- medarbejders tro på at borger får et job
Der er flere af disse faktorer, som kan understøttes og udvikles gennem en målrettet supervisionsindsats. Ikke mindst sidstnævnte indikator på medarbejderniveau; ”Tro på at borger får et job”. Når man kigger nærmere på forskningen, viser det sig, at kollegaers erfaringer og respons er afgørende, at det at mestre forskellige metoder og tilgange er vigtigt, at sparringskulturen er central, og at det er afgørende, at sagsbehandleren er målrettet og realistisk i arbejdet med borgeren.
Endelig er den konkrete relation med borger og medarbejderens forforståelser af afgørende betydning. Med denne viden i baghånden vil supervision kunne styrke relevant læring og faglighed i relation til den enkelte borgers bevægelse mod arbejdsmarkedet.
Forskningscentret peger på en særlig beskæftigelsesfaglighed, som handler om meningsskabelse i samarbejde med den enkelte samt at arbejde på et fundament af tro, håb og retning i forhold til en plads på arbejdsmarkedet for den enkelte borger. Det stiller krav til tankesættet, arbejdsmetoderne og den indstilling man arbejder ud fra i mødet med borgeren. Alt dette finder vi oplagt at fokusere på i supervision af medarbejdergrupper indenfor beskæftigelsesindsatser.
/ Stine Reintoft