Kreativitet og improvisation i musik – og i supervision
Hvor kreativt og improviserende kan man gå til værks i supervision? En hel del, vil jeg mene.
Ét er, at jeg som supervisor kan følge en bestemt metode, som giver tryghed og sætter struktur – for mig selv og måske for andre. Noget andet er, at der i enhver refleksions- og udviklingsproces finder noget uforudsigeligt sted. Man kan forberede sig nok så meget på en dialog – formulere spørgsmål på forhånd og sætte sig op til det, der skal ske. Og alligevel er det i nu’et, at vores kompetencer skal stå deres prøve. Hvad enten man er supervisor eller deltager i supervisionen som medarbejder eller leder.
Det er ikke let at improvisere, hvis det vel at mærke skal give mening. At turde kaste sin gængse viden og kunnen til side og finde nye, spontane veje ind i en følsom dialog med hele situationen kræver, at man har noget at improvisere over. Som jazzmusikeren, der improviserer over en melodis harmonier.
Organisationsforskeren Frank J. Barrett er også jazzpianist. Han peger på, at ved at bevæge sig ud i det ukendte kan man opnå læringsmæssige gevinster, for sig selv og ikke mindst også i det fællesskab, man er en del af. Barrett har i mange år arbejdet med musik som metafor for samarbejde og udvikling.
Supervision er et læringsrum, hvor erkendelser opstår. Man kan ikke diktere andre en erkendelse. Vejen til nye perspektiver og indsigter sker på forunderlig vis. Hvis man holder sig til melodien, kan det både blive lidt kedeligt og bremse de ”skæve” toner og ”mærkelige” indfald.
Barrett citerer den nu afdøde, amerikanske pianist Tommy Flanagan for denne iagttagelse vedrørende samarbejde i et orkester: ”Du ved ikke, hvad den anden vil spille, men ved at lytte til dét der spilles tilbage, hører du, at du meget hurtigt relaterede din del til, hvad den anden lige spillede før dig. Det er ligesom et budskab, du sender frem og tilbage… Du ønsker at opnå den form for kommunikation, når du spiller. Når det lykkes, er det som om dit spil giver mening. Det er som en konversation”.
Supervision skal helst fremme engagement og læringslyst. Frank Barrett nævner, at den berømte trompetist Miles Davis havde en bestemt ”taktik” for at undgå, at der blandt hans musikere gik rutine i den. Davis kunne pludselig bede dem om at spille en melodi, de ikke havde øvet sig på, eller kræve, at de spillede i en anden toneart end den sædvanlige. Pianisten Herbie Hancock genkalder sig, hvordan han engang spillede en åbenlys falsk akkord under en koncert, som Davis imidlertid omgående byggede videre på – og derved med ét forandrede musikken. Et eksempel på, hvordan en musiker kan udnytte nu’et på enestående vis og forvandler fejlen til en mulighed.
Ligesom i musikkens verden kan man i supervision få inspiration fra hinanden. Improvisation opstår i situationer, som af nogle musikere beskrives i nærmest religiøse vendinger – som hellige øjeblikke. Men selv om det i sagens natur ikke er muligt at planlægge og kontrollere improvisationer, er det alligevel betydningsfuldt, når fagprofessionelle kan få mulighed for at arbejde på denne måde. Som i orkestret giver kollegerne hinanden impulser til at spille den næste tone – metaforisk sagt.
Jeg synes, musik-metaforen i sig selv er yderst stimulerende. Kan vi i supervisionens refleksive rum arbejde lige så nysgerrigt, eksperimenterende og lidenskabeligt som musikerne i et band? Heldigvis har jeg erfaringer, der svarer ja til det spørgsmål. Samarbejdet og ånden er vigtig for, at sådanne kvaliteter kan skabes.
At skabe muligheder sammen og spille hinanden gode. Dét er, hvad supervision i høj grad handler om, synes jeg! Find mere inspiration hos Frank J. Barrett – som tidligere har været i Danmark – enten på nettet eller i nedenstående artikel.
Jakob Hassing Pedersen
Frank J. Barrett: Creativity and Improvisation in Jazz and Organizations: Implications for Organizational Learning. I tidsskriftet Organization Science. 1998.