”Livslang læring” og supervision
I 1990’erne opstod et begreb i den danske uddannelsesverden. ”Livslang læring” blev svaret på de udfordringer, som et stadig mere foranderligt arbejdsliv var begyndt at medføre. Når man ikke længere kunne regne med, at den erhvervsuddannelse, man tog som ung, var kompetencemæssigt dækkende for resten af arbejdslivet frem til man skulle gå på pension, blev det ret indlysende, at man til stadighed måtte efteruddanne sig – for sin egen og for samfundets skyld.
”Livslang læring” gælder mere end nogensinde. At lære noget nyt kan måske nogle gange opleves som en pligt – men forhåbentlig mest som sjovt og spændende. For de fleste af os gælder det formentlig, at hvis vi kan se meningen med, at vi tilegner os nye kompetencer og bliver opdateret på vores faglighed, har vi en anden, mere lystbetonet indstilling, end hvis vi føler os tvunget.
Jeg synes, der kan være en smuk og meningsfuld sammenhæng mellem ”livslang læring” og supervision for os, der arbejder med mennesker. At det er oplagt, at vi løbende skal blive bedre – for vores egen og andres skyld. At vi på en måde hele tiden er på vej… Det ville vel egentlig også blive lidt kedeligt i længden, hvis vi ikke behøvede at udvikle os på det område af tilværelsen, hvor vi bruger rigtig mange af vores vågne timer!
At lære giver nye muligheder – vi skaffer os et andet udsigtspunkt at betragte vores opgaver og hverdag fra. Det vedvarende fokus på opdatering af faglig viden og metoder drejer sig om to ting: Dels om noget praktisk, hvor det handler om at få nye instrumenter til helt konkrete arbejdsopgaver. Dels om noget identitetsmæssigt, hvor nye kompetencer føjer sig ind i vores eksisterende, faglige selvforståelse. En professionel identitet med andre ord.
Som fagprofessionelle er vi hver især bærere af en professionel identitet, som fortæller os, hvad der er nødvendigt, muligt, relevant og forbudt at gøre. For 30-40 år siden talte man meget om, at vi blev socialiseret ind i bestemte roller. Det gælder faktisk stadig, og ”livslang læring” giver os mulighed for både at få nye handlemuligheder og samtidig på én gang at skærpe, nuancere og udvide vores faglige fokus. At finde ud af, hvem vi er som fagprofessionelle i sammenhæng med vores opgaver. Vi får ganske enkelt nye forudsætninger for at handle og navigere professionelt – i sammenhæng med, hvordan opgaverne og den organisatoriske ramme forandrer sig.
Samtidig er der i overgangen fra industrisamfund til vidensamfund sket det, at vi typisk investerer rigtigt meget af os selv i arbejdet. Vi hænger ikke personligheden på en knage, når vi træder ind ad døren til vores arbejdsplads. Tværtimod anvender vi generelt vores følelsesmæssige, sociale og kognitive kapaciteter på en meget omfattende måde i et moderne arbejdsliv, der ikke nødvendigvis er det samme i dag som det var i går – og med sikkerhed har forandret sig i morgen.
Efteruddannelse og mere bredt professionel-personlig læring og udvikling kan være en hjælp og støtte til at gribe mulighederne midt i alle forandringerne. Og vi må i stigende grad ”lede os selv” i forandringerne. Det skyldes bl.a. en øget individualisering, som betyder, at vi løbende tager bestik af os selv og af den arbejdsmæssige virkelighed, vi befinder os i, for at finde ny mening og retning. Samfundet er blevet ”flydende”, for at bruge den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumans udtryk.
Supervision handler om at udvikle viden, kompetencer og handlestrategier. Det særlige ved supervision er, at vi i supervision tager afsæt i, at fagprofessionelle allerede har en masse relevant faglig viden og en lang række værdifulde erfaringer, som der kan bygges videre på. Det betyder også, at vi i supervision kan udbygge og jonglere med sammenhængen mellem praksis og refleksion. Action learning, som det hedder på engelsk.
Det er næppe helt tilfældigt, at de narrative og eksistentielle tilgange har vundet udbredelse i supervision gennem de seneste ca. 10-15 år. Narrativ og eksistentiel supervision henvender sig til ”det hele menneske” – dét menneske, som ikke længere deler sit liv skarpt op i, hvilke kompetencer, hun skal bruge i sit job og hvilke, hun skal bruge på livets andre områder. For pointen er, at vi ikke længere altid klart kan adskille faglige og personlige kompetencer. Det betyder ikke, at man ikke skal have fokus på sin faglighed. Tværtimod. Men tingene hænger mere snævert sammen end tidligere. Faglighed flytter sig og er ikke altid en entydig størrelse. Den narrative opmærksomhed på de personlige fortællingers identitetsmæssige kraft og den eksistentielle tænknings fremhævelse af, at vi hver især må opdage en meningsfuldhed, som ikke er givet på forhånd, taler til nutidens travle mennesker, der både har en konkret arbejdsopgave at løse og en mere diffus, men gennemgribende opgave med at definere sig selv også rent professionelt og navigere i en kultur uden facitliste. Supervision kan hjælpe og støtte med begge typer opgaver – og øge opmærksomheden på, hvad faglighed og etik helt konkret kan betyde i forhold til de mennesker, man arbejder med og for.
Men vi skal ikke glemme, at vi som fagprofessionelle ikke har frit valg på alle hylder. Vi er sat til at varetage opgaver med udgangspunkt i, hvad vi oprindeligt lærte i vores erhvervsuddannelse; under hensyntagen til de mål og strategier, der gælder i den organisation, vi arbejder i; og inden for de rammer – fx lovgivningsmæssige – som i øvrigt gælder. Og vi skal håndtere vores professionelle relationer konstruktivt. Vi er kort sagt forpligtet på andre mennesker – hvad der faktisk også er en pointe fra både den narrative og den eksistentielle tænkning. Det er kombinationen af muligheder og forpligtethed, der skaber et spændende læringspotentiale i supervision.
Jakob Hassing Pedersen
Udviklingsdirektør, cand. psych. aut.