Teori og metode

I Supervisionshuset arbejder vi alle med en systemisk, narrativ, løsningsfokuseret og mentaliseringsbaseret tilgang. Derudover tilbyder vi en vifte af forskellige metoder, som tilpasses den enkelte opgave.

Den systemiske tilgang

Den systemiske tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på helheder, mønstre og kontekster.
Udgangspunktet er, at forandringer sker i relationer. Når man intervenerer systemisk, vil man derfor være optaget af, hvordan cirkulære samspil kan ændres.
I systemisk supervision arbejdes der med reflekterende processer, både hos supervisanden og i gruppen. De kan skabe ny mening og nye handlemuligheder i det professionelle arbejde.
Reflekterende team er et særligt proces-design, hvor gruppen samarbejder om at skabe forskellige perspektiver på den problemstilling, der tages op. Teamet kan undervejs få særlige opgaver, der har til formål at finde nye synsvinkler og muligheder, som skaber fremdrift i processen.

Den løsningsfokuserede tilgang

Den løsningsfokuserede tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på ressourcer og det, der virker.
I supervisionen handler det om at skabe en dialog, som fører til, at supervisanden selv når frem til brugbare løsninger på den problemstilling, der tages op.
Den løsningsfokuserede tilgang udspringer til dels af den systemiske tilgang og har ligeledes fokus på relationers betydning.
I løsningsfokuseret supervision handler det i høj grad om at skabe et andet sprog for de oplevede problemer (såkaldte sprogspil). Samt at ændre fokus fra årsagsforklaringer til løsningsmuligheder.
Nogle af grundantagelserne er, at man ikke behøver at kende årsagen til et problem for at gøre noget ved det. At synet på fremtiden har indvirkning på nutidens opfattelse af problemet. Og at små forandringer kan føre til større forandringer.

Den narrative tilgang

Den narrative tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på fortællinger, identitet og værdier.
Det vil i narrativ supervision være vigtigt at skabe nye foretrukne professionelle fortællinger, så den problemmættede fortælling kan forlades.
Den narrative tilgang arbejder med at integrere handlingens og meningens landskab. Det kan være i forhold til en konkret case, der tages op. Eller mere alment i forhold til identiteten som fagprofessionel.
Narrativ supervision er især velegnet, når der tages problemstillinger op, som har en særlig personlig betydning for supervisanden og måske også for resten af gruppen.
Anvendelsen af bl.a. et bevidnings-team muliggør, at forskellige fortællinger kan flettes sammen ud fra gensidig inspiration og derved muliggøre ny professionel handlekraft.

Den socioanalytiske tilgang

Den socioanalytiske tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på også de tavse, oversete og ikke-bevidste aspekter ved det praksisfelt, deltagerne i supervisionen agerer indenfor. Analyserne angår feltet og ikke deltagerne – derfor ”socio-analyse”
Der arbejdes med flere cases samtidigt – så enhver case ikke bliver betragtet som ”min case”, men ”vores case”, som gøres til genstand for fælles refleksion
En væsentlig arbejdsform er ”Social Dreaming”, hvor deltagerne i kraft af en særlig fysisk setting og ved brug af frie associationer inddrager bl.a. metaforer og symboler, der kan overskride og forny gængse forståelser
Tilgangen udspringer af bl.a. kompleksitetsteori og søger – metaforisk sagt – ikke kun at se træerne, men også rodnettet nedenunder, som skaber skoven og dermed træerne; det vil sige undersøge forbindelser og sammenhænge på tværs af opgaver og temaer, både individuelt og i fællesskab
Tilgangen er velegnet til at skabe og undersøge forbundethed deltagerne imellem, for eksempel socialt, fagligt, organisatorisk og kulturelt; og på det individuelle plan at komme overens med den kompleksitet, man møder i sit arbejde, på nye måder
Man kan læse mere om socioanalyse i Arne Vestergaard og Jakob Hassings artikel ”Undersøgelse af socialitet med socialitet – Praksisforskning i socioanalytisk gruppesupervision” i tidsskriftet Psyke & Logos, nr. 1, 2023.

Den mentaliseringsbaserede tilgang

Den mentaliseringsbaserede tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på mentale tilstande.
Supervisionen kan i den givne sammenhæng have et overvejende borgerrettet fokus eller et overvejende professionelt fokus – alt efter, hvad der konkret giver mening. Pointen er dog, at det er to sider af samme mønt.
Den mentaliseringsbaserede tilgang sigter mod, at de involverede bliver ”klogere” på de psykologiske processer, der skaber, opretholder og opløser et problem i de samspil, der er i fokus.
Den mentaliseringsbaserede tilgang er udviklet ud fra nyere forskning i udviklings-, neuro- og socialpsykologi. Den kan eventuelt suppleres med for eksempel de systemiske og narrative tilgange.
Der vil typisk være fokus på, hvordan opmærksomheden på mentale tilstande kan muliggøre forandringer i samspillet. Læs mere om mentalisering og supervision her.

Den kognitive tilgang

Den kognitive tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på sammenhængen mellem tænkning, følelser og adfærd.
I kognitivt orienteret supervision arbejdes der først og fremmest med antagelserne om et givent problem, og hvad disse antagelser betyder for, hvad der rent faktisk gøres.
Forandringsmuligheder skabes gennem fokus på supervisandens eller andre involveredes tænkning.
Kognitivt orienteret supervision anvendes bl.a. i behandlingskontekster, hvor behandlere, der går i supervision, selv arbejder med kognitive metoder i forhold til deres målgruppe.
Den kognitive tilgang omfatter en vifte af interventionsformer, herunder også mindfulness og såkaldt meta-kognitive retninger som ACT, hvor nærvær og opmærksomhed som kognitive tilstande i sig selv er et omdrejningspunkt.

Den eksistentielle tilgang

Den eksistentielle tilgang er kendetegnet ved at sætte fokus på temaer som mening, frihed, ansvar og valg.
I den eksistentielt orienterede supervision arbejdes der med, hvordan både konkrete opgaver og mere generelle udfordringer i arbejdslivet kan sættes i sammenhæng med de eksistentielle temaer og forandringer, vi alle løbende må forholde os til gennem livet.
Ved at blive klogere på os selv eksistentielt set, kan vi også ofte forholde os klart til de opgaver og udfordringer, der møder os. Især i forbindelse med aktuelle eller kommende ændringer, vi står overfor.
I eksistentielt orienteret supervision handler det i høj grad om, hvordan vi kan møde udfordringerne på en måde, så vi eksistentielt set ”vokser” af dem, eller så vi bevidst forholder os til de livstemaer, som de er forbundet med.