Trivsel og supervision
En del nyere litteratur om supervision beskæftiger sig med det forhold, at det som oftest er kolleger, der går i supervision sammen. Den oprindelige betydning af supervision er med tiden blevet nuanceret og udvidet: Supervision handler sjældent UDELUKKENDE om individuel, faglig udvikling. Supervision drejer sig ofte om den kontekst, deltagerne befinder sig i – nemlig hele den organisatoriske ramme for arbejdet: Trivsel, samarbejde, rammer og retning.
Psykologerne Morten Kallehauge og Helene Hegelund Christiansen har skrevet en læseværdig og velreflekteret artikel om sammenhængen mellem supervision og trivsel i tidsskriftet Erhvervspsykologi. Inspirerede som de er af den såkaldte socialkonstruktionistiske (systemiske/narrative) forståelse af menneskers stadige samskabelse af hinanden og af den fælles sociale virkelighed, peger de på, at supervision er et komplekst fænomen, som indbefatter tilbagevendende forhandlinger om, hvilken mening deltagerne tillægger aktiviteten supervision: Hvordan den opfattes, hvordan den kan blive bedre, hvordan den kan involvere andre uden for supervisionsrummet osv.
De fortæller historien om deres eget tidligere arbejde som interne supervisorer ved en kommunal beskæftigelsesindsats og om, hvad de og deres grupper lærte undervejs.
Et vigtigt mål med supervisionen, som blev organiseret i kollegiale arbejdsfællesskaber, var at forbedre trivslen blandt medarbejderne. Medarbejdernes motivation for at deltage kunne supervisorerne ikke tage for givet; man var som medarbejder forpligtet på at deltage, alene fordi man var ansat på arbejdsstedet. Forfatterne beskriver en række udfordringer, der mødte dem. Supervisionen blev justeret undervejs – fra kun at måtte handle om borgersager til have et mere konsultativt sigte, nemlig at arbejde mere direkte med de trivselsproblemer, som medarbejderne oplevede, og som var baggrunden for, at supervisionen i det hele taget blev søsat. Derved begyndte medarbejderne at opleve supervisionen mere positivt. Også de to supervisorer så gevinster:
”Vi kunne åbne for refleksioner over betydningen af de nuværende forhold, facilitere etableringen af et fællesskab og modarbejde den individualisering, der ofte følger med stressproblematikker, samt formidle gensidig inspiration blandt personalet omkring forståelser og handlemuligheder i situationen”, skriver de. Der blev bl.a. arbejdet med den narrative bevidningsform, og der blev sorteret i temaer, som blev taget op, så nogle af disse temaer kunne bringes videre i de rette kanaler – for eksempel til stedets arbejdsmiljøorganisation, til ledelsen, til bestemte arbejdsgrupper m.v.
Morten Kallehauge og Helene Hegelund Christiansen har nogle skarpe og gode pointer om positionen som intern supervisor på en arbejdsplads, som andre i en lignende position formentlig vil kunne finde inspiration i. Det er en position, hvor man skal navigere som både fagprofessionel og kollega – og mellem ledelse og medarbejdere. Lad mig slutte med nogle af de læringseffekter, Morten og Helene trækker frem hos deltagerne på baggrund af forløbet:
- Medarbejderne kunne lære – og lade sig inspirere – af hinanden
- Det blev klart for alle, at selv om man er nok så erfaren som f.eks. sagsbehandler, kan man have svære opgaver
- Deltagerne fik som kolleger lært en ny måde at tale sammen på, som involverede anerkendelse, forventningsafstemning, rammer og tryghed,
- og flere deltagere blev i øvrigt inspireret af supervisorernes måde at spørge og lytte på og fandt det brugbart i deres egne samtaler med borgere.
Jakob Hassing Pedersen,
udviklingsdirektør, cand.psych.aut.
Morten Kallehauge og Helene Hegelund Christiansen: Intern supervision som svar på trivselsproblematikker. I Erhvervspsykologi, volume 12, nummer 1, marts 2014.