Hvordan kan velfærdsprofessionelle arbejde med fornyelse og udvikling af kvalitet på en reflekteret og kvalificeret måde?
Dét spørgsmål stiller en ny bog – ’Bedre begrundet praksis’ – og giver selv en række bud på svar. Bogens overordnede tese er, at evidensbølgen, som ellers er strømmet gennem socialt arbejde gennem et årti eller mere, er på retur.
Evidens er ikke i sig selv dårligt; det er på mange måder vigtigt at undersøge og godtgøre, hvad der virker – og hvorfor. Men socialt arbejde kan ikke ’objektiveres’, som når naturvidenskabsfolk arbejder. Ikke alt kan måles og vejes – og det er i hvert fald altid vigtigt at spørge sig selv og hinanden, hvorfor noget i så fald skal måles og vejes. Refleksion, dialog, faglig sparring og relationelt samarbejde er meget afgørende for, at arbejdet med mennesker lykkes.
Bogens grundantagelse er, at de velfærdsprofessionelle skal og bør udøve en kritisk, refleksiv praksis, der begrunder de handlinger, som professionsudøvelsen består af.
Som bogens redaktører, Leig Tøfting Kongsgaard og Morten Hulvej Rod, skriver i deres indledning:
”Vi mener, at det er afgørende, at vi som professionelle udvikler et sprog, hvor vi kan tale med hinanden om, hvad der er god og dårlig kvalitet, hvordan man kan undersøge og forbedre sin praksis, opnå bedre effekter og lære af hinanden. Selvfølgelig skal man kunne sætte ord på dette. Samtidig vil vi insistere på, at denne samtale om kvalitet, forbedringer og effekter er nødt til at være lokalt forankret – og at den ofte er uhyre afhængig af den helt konkrete kontekst for en given situation.”
Bogen præsenterer en række modeller og metoder, der har til formål at understøtte dette formål. ’Bedre begrundet praksis’ præsenterer således bl.a. brugerinvolvering i kvalitetsudvikling, aktionslæring, systematisk feedback fra borgeren – og supervision. Jeg har i bogen fået muligheden for at beskrive Supervisionshusets opfattelse af, hvordan god supervision kan understøtte kvalitet i arbejdet. Her er nøgleordene bl.a. lokale målsætninger, dialog, refleksion og samarbejde – så læring udvikles, anvendes og forankres kontekstuelt i den givne sammenhæng. Derfor vil jeg gerne sige tak til Leif og Morten for at få mulighed for at være med i det tvær-professionelle arbejde med en bedre begrundet praksis.
’Bedre begrundet praksis’ og det forholdsvis nye begreb om ’Lovende praksis’, som jeg også har skrevet om her på bloggen, matcher – hvad hensigten angår – hinanden på flere måder. Det er en meget positiv udvikling!
Jakob Hassing Pedersen