Jakob Hassing Pedersen

Sådan bruger vi ”Lovende praksis” på os selv i Supervisionshuset

Somme tider skal man tage den medicin, man giver til andre. Vi arbejder hele tiden på at gøre vores egen praksis endnu mere lovende! Her er de 11 elementer i ”Lovende praksis” og en kort skitsering af, hvordan vi arbejder med hver af dem:

Teori og viden. Praksis er forankret i veldefineret teori og aktuelt bedste viden. Vi arbejder ud fra anerkendte teorier og metoder, bl.a. de systemiske, narrative og løsningsfokuserede, og vi udvikler selv viden, fx med bogen ”Supervision i et organisatorisk perspektiv”. Vi vil til stadighed bestræbe os på at tilegne os samfundsmæssig og socialfaglig viden inden for feltet.

Virkning. Undersøgelser tyder på, at praksis har en positiv virkning. Supervision er generelt blevet undersøgt grundigt gennem årene, med noget forskellige resultater. Vores egen praksis har vi bl.a. undersøgt med ”før og efter”-målinger, ligesom vi har evalueret større projekter grundigt.

Beskrivelse. Praksis er systematisk beskrevet… Vi gør en dyd ud af at beskrive vores supervisionspraksis, både direkte med dem, vi arbejder for, og på vores hjemmeside.

Mål. Praksis indeholder klare og relevante mål… En vigtig del af vores arbejde er at få formuleret mål, som der kan arbejdes med i supervisionen. Både ledelse og medarbejdere bidrager til formuleringen af mål.

Overførbarhed. Praksis kan overføres til andre tilbud… Vi bestræber os på at være tydelige, så væsentlige dele af vores praksis kan overføres til nye kontekster (opgaver). Samtidig må vi dog også sige, at der sjældent er to opgaver, der er ens!

Økonomi. Praksis er forbundet med en vis grad af økonomisk rentabilitet. Virksomheden er karakteriseret ved en økonomisk ansvarlighed, idet vi benytter os af økonomistyring der skaber sikkerhed for kunder og medarbejdere, samt en generel langsigtet økonomisk bæredygtighed.

Faglig refleksion. Praksis understøtter fælles faglig refleksion. Supervision er i høj grad med til at understøtte faglig refleksion – både vores egen og vore kunders. Vi tager selv den medicin, vi ”doserer” til andre!

Relationelt samarbejde. Praksis understøtter professionelle relationskompetencer og konstruktivt samarbejde. Vi har et levende kollegialt fællesskab, fokuseret på læring, faglig udvikling og trivsel. Vi involverer os i hinandens opgaver og efterspørger og giver gensidig sparring. Yderligere arbejder vi sammen på opgaver – ikke kun på grund af opgavens størrelse og kompleksitet, men også i et kollegialt og fagligt udviklingsperspektiv.

Individuel tilrettelæggelse. Praksis tager udgangspunkt i de konkrete styrker, udfordringer og ønsker hos dem, indsatsen er rettet mod. Vi afholder indledende møder med ledelsen med henblik på at tilpasse vores indsats til den enkelte kundes aktuelle situation, udfordringer, generelle strategier og mål. Ligeledes har vi en generel køreplan for opstart af supervisionsgrupper, der sikrer at supervisionens fokus er relevant for deltagerne og deres målgruppe.

Monitorering. Praksis involverer en systematisk monitorering af udviklingen. Vi foretager kvalitative og kvantitative evalueringer af hver enkelt supervisionssession og forløbene som helhed. Ved større opgaver gennemføres egentlige effektmålinger.

Opfølgning. Der sker en løbende opfølgning og tilpasning af praksis. På basis af monitoreringen afholdes opfølgningsmøder med ledelsen, medarbejdere og eventuelt andre interessenter med henblik på at tilpasse og udvikle den fremtidige supervision.

Share this Post

Leave a Comment