Supervision med et „panoramisk syn“
Fagkronik: Supervision i en gruppe kan med fordel overskride et individuelt og instrumentelt formål, og det kan iscenesættes med socioanalytisk supervision. Både gruppens og arbejdsfeltets socialitet inddrages i denne supervisionsform, der bryder med flere gængse konventioner for gruppesupervision.
Af Arne Vestergaard, cand.psych., PhD, med egen praksis og Jakob Hassing Pedersen, cand.psych., partner og direktør i Supervisionshuset. Artiklen har været bragt som fagkronik i Magasinet P – Psykologernes Fagmagasin – nr. 4, 2024.
Vi præsenter er her socioanalytisk supervision som et supplement til andre former for supervision i en gruppe.
Socioanalyse bryder på flere måder med gængse konventioner om formålet med og iscenesættelsen af supervision. Rationalet er at overskride et individuelt, instrumentelt formål med supervisionen.
Metoden er undersøgt og udviklet i et kollaborativt praktikerforskningsprojekt, og i denne kronik formidles, hvad vi metodemæssigt er nået frem til. Man kan læse mere indgående om projektet i Psyke & Logosi.
Socioanalytisk praksis er relativt ukendt i Danmark, men udviklet over en årrække især i UK og Australien. Mens psykoanalyse arbejder i det dyadiske felt mellem analytiker og analysand i en terapeutisk kontekst, arbejder socioanalyse i det socialt-professionelle felt. Socioanalyse kan ses som en syntese af psykoanalyse og en kompleksitetstilgang.ii Socioanalytiske metoder skaber refleksive rum, hvor en gruppe kan undersøge betydningen af ubevidste, oversete eller endnu ukendte variable af socialitet, og inddrage dette i de bevidste overvejelser, vurderinger og beslutningeriii. En af de mest kendte socioanalytiske metoder er social dreaming, men vi har udskiftet drømme med cases.
Fremgangsmåden
- Supervisor afklarer først, hvad hver enkelt deltager har med til supervision. Sammen med supervisor får deltageren mulighed for kort at reflektere over sin egen sag og nå frem til et spørgsmål, personen finder er aktuelt og vigtigt at invitere sine kolleger med i. Dette spørgsmål skriver personen ned, og derefter er der stilhed en stund, hvor alle forsøger at tage spørgsmålet ind som ”vores” – altså som et fælles anliggende – før runden fortsætter.
Når runden er færdig, forsøger deltagerne at holde alle spørgsmålene i bevidstheden på én gang og til slut notere, hvad det evt. afføder (i form af billeder, symboler, følelser, tanker, impulser). Denne opgave kan måske bedst sammenlignes med, når vi som børn forbandt en række nummererede prikker med en blyant og spændt ventede på hvilket motiv dukkede frem.
- Den næste fase kaldes social dreaming. Deltagerne placerer sig frit i rummet uden øjenkontakt med hinanden. Det giver en frihed til at følge de indre forestillingsbilleder, associationer og dagdrømme, der ledsager den ydre proces i gruppen. De inviteres til at bringe sig i en rolig tilstand uden at anstrenge sig, men blot lade opmærksomheden vandre. Tilstanden kaldes i psykoanalytisk tradition reverie, en tilstand mellem søvn og vågenhed, hvor bevidst og ubevidst forbindes i spontane billeddannelser.
Deltagerne opmuntres til at dele deres oplevelse med gruppen, når de vil. Der er ikke nogen taleorden eller ordstyrer, kun en værtsrolle, som udfyldes af supervisor, som også kan deltage med associationer. Alle associationer og iagttagelser kan deles, og de behøver ikke straks at kunne knyttes til bestemte sager, men betragtes som mulige skridt på vejen til anderledes forståelser.
Efter et passende stykke tid afslutter supervisor den sociale drømmefase, og alle vender tilbage til den oprindelige fysiske opstilling. Supervisor beder deltagerne om at genlæse deres spørgsmål fra den indledende fase og lægge mærke til, hvad der sker, og hvad de bliver opmærksomme på.
- I en sidste runde deler deltagerne deres refleksioner over, hvad der er sket med spørgsmålet. Er det f.eks. stadig vigtigt og aktuelt, eller har det skiftet betydning? Er andre spørgsmål dukket op? Er der evt. dukket nogle mulige svar eller nye billeder og følelser op i løbet af processen? Har den pågældende supervisand en idé om, hvordan arbejdet med casen eventuelt kan fortsættes? Dialogen er nu mellem supervisor og den enkelte deltager.
Afslutningsvis evalueres arbejdsprocessen i fællesskabet.
De særlige greb
Første særlige greb ved denne metode er, at alle har en case på bordet samtidigt frem for én case og én supervisand ad gangen. Der arbejdes ud fra antagelsen om, at alle cases er alles cases, og deltagerne forsøger at opleve hver case som var det deres egen. Som deltager bliver man dermed samtidigt fokusperson og reflekterende, både superviserende og superviseret. Deraf følger en ligeværdighed og en gensidighed, som deltagere kan mærke som en særlig form for forbundethed.
Måske har det at gøre med at høresansen får forrang frem for synssansen. Synet er som sans bundet til et perspektiv og et fokus, hvor noget er med i billedet, mens noget andet ikke er. Høresansen er komplementær hertil ved at muliggøre dannelsen af et lydbillede af situationen som helhed, hvordan vi er situeret i verden og hvad der kan forventes at ske, men også hvilke muligheder der åbner sig. Opstillingen nudger opmærksomheden mod først at opdage forbindelser og mønstre i de mange cases og den sociale kontekst, og midlertidigt suspendere et individuelt, instrumentelt fokus.
Det andet særlige greb er iscenesættelsen af reverie/social dreaming og den stimulering og fremhævelse af imaginationen der er formålet. Drømme er blevet set som psykens eget forsøg på at korrigere for bevidsthedens overdrevne ensidighediv og er derfor ofte et aktiv i jungiansk psykoanalyse m.fl. Social dreaming eller reverie spiller en tilsvarende, korrigerende rolle i den socioanalytiske form for supervision. Imaginationer får plads, og gruppens medlemmer associerer og afsøger forbindelseslinjer i forhold til de billeder, symboler og andet materialer der dukker op.
Vi erstatter i socioanalytisk gruppesupervision drømme med cases, men bevarer den associative proces. Denne associative proces er blevet sammenlignet med rhizomer, forstået som en ”cirkulation af tilstande”v uden en forudgående plan eller styrende agens. Billeder vækker affekter, der påkalder sig flere billeder; der cirkuleres billedaffektervi.
Den enkelte professionelle kan spejle sig i de mange samtidige cases og så at sige blive superviseret af arbejdsfeltet. Supervision iscenesætter en aktivitet mellem gensidigt afhængige personer, hvis intentioner interagerer, og ud af det kan der opstå tilstrækkeligt komplekse billeder af situationen.vii
Det tredje greb er selve den socioanalytiske hensigt med supervisionen. Denne er at undersøge betydningen af den større socialitet, som udgør konteksten for det arbejde der binder gruppen sammen. Det omfatter både den eksplicitte sociale kontekst, arbejdet finder sted i, såvel som det implicitte, imaginære væv af betydning, som professionsudøvelse allerede altid hviler på og guides af.
I socioanalyse ses alt vi gør, tænker og føler som manifestationer af det socialt imaginære væv, som individets respons på de oplevede krav fra omgivelserne. En case er i det billede et enkelt aspargesskud, en muliggjort del af det underjordiske rhizom, samt vejr- og andre forhold over jorden – metaforisk udtrykt. Socioanalytisk supervision analyserer derfor ikke primært den enkelte person, men de processer, gennem hvilke, både individualitet og socialitet igen og igen bliver til.
Et ”panoramisk syn”
Forfatteren Gabriel Garcia Márquez fortæller om dét at skrive sine 12 Vandrehistorier, at det lykkedes ham at få et ”panoramisk syn”, som betød, at han kunne arbejde med alle 12 historier samtidigt og springe frit imellem dem.
Socioanalytisk gruppesupervision har til fælles med Marquez’ skriveproces, at man anvender en blanding af fantasi og erfaring til at lade nye fortællinger og forventninger blive til, så en fortsættelse kan anes, hvor arbejdet ikke længere er fanget i gentagelser af noget, der ikke fungerer, og at konflikter og uklarheder bedre kan rummes. Der kan opstå det ”panoramiske syn”, som Marquez talte om, hvorved den professionelle kan få nyt perspektiv på sig selv, sin konkrete opgave og arbejdsfeltet.
i Vestergaard, A. & Hassing Pedersen, J. (2023): Undersøgelse af socialitet med socialitet – praksisforskning i socioanalytisk gruppesupervision.Psyke & Logos, 44(1), 127–148. https://doi.org/10.7146/pl.v44i1.14112.
ii Long, S. (red.) (2013). Socioanalytic Methods: Discovering the Hidden in Organizations and Social Systems. Karnac Books. https://doi.org/10.4324/9780429480355.
iii Odde, D. & Vestergaard, A. (2021). A preliminary sketch of a Jungian socioanalysis – an emerging theory combining analytical psychology, complexity theories, sociological theories, socio- and psychoanalysis, group analysis and affect theories. Journal of Analytical Psychology, 66(2), 301-322. https://doi.org/10.1111/1468-5922.12667.
iv Jung, C.G. (1969): The Structure and Dynamics of the Psyche, Collected Works, Vol. 8, § 546.
v Deleuze, G. & Guattari, F. (1987). A Thousand Plateaus: Capitalism and Schizophrenia. Bloomsbury Academic.
vi Long, S. & Manley, J. (2019). Social Dreaming: Philosophy, Research, Theory and Practice. Routledge. https://doi.org/10.4324/9780429449277.
vii Stacey, R.D. (2007). Strategic Management and Organizational Dynamics: The Challenge of Complexity to Ways of Thinking about Organizations (5. ed.). Financial Times Prentice Hall.